Servicemeddelelse: Vi oplever problemer med serveren i øjeblikket - Vores udbyder er på sagen.

Hvad er indløsning, og hvad skal du være opmærksom på?

Hvad er indløsning, og hvad skal du være opmærksom på?

Når man som restauration vælger sin betalingsløsning, skal man også have koblet en indløsningsaftale på. Indløsning kan for rigtig mange restauratører være en jungle at finde hoved og hale i, men vi vil her forsøge at gøre det lidt mere spiseligt.

Hvad er en indløsningsaftale?

En indløsningsaftale er en aftale mellem jeres forretning og en indløser, som eksempelvis Nets, Bambora eller Swedbank. Indløserens opgave består i at indløse de transaktioner, som jeres forretning modtager med forskellige betalingskort. Det betyder med andre ord, at indløseren sørger for, at pengene flyttes fra gæstens bankkonto til din restaurations bankkonto. Indløseren sørger derfor også for at tjekke, om der er dækning på det betalingskort, som gæsten anvender, så du er sikret dine penge.  

Hvilke typer indløsningsaftaler findes der?

Der findes overordnet to typer af indløsningsaftaler; en til at indløse transaktioner foretaget i din fysiske forretning og en til at indløse transaktioner foretaget online. Førstnævnte skal langt de fleste restaurationer have, mens sidstnævnte kun er nødvendig, hvis der ønskes at sælge take away, sælge gavekort online eller benytte selvbestillingsløsning via QR-kode og digital menu.  

Hvilke omkostninger ligger der i en indløsningsaftale?

Priserne for en indløsningsaftale er forskellige fra indløser til indløser, og her er det godt at være opmærksom på de samlede omkostninger for aftalen. De samlede omkostninger kan splittes op i 4 dele: 

  • Oprettelse af indløsningsaftale – et engangsbeløb
  • Abonnement – en fast månedlig beløb
  • Transaktionsafgift – et fast beløb pr. transaktion
  • Procentuel transaktionsafgift – en fast procentsats pr. transaktion

Her er det især størrelsen af den procentuelle transaktionsafgift, du skal være opmærksom på, når du skal vælge indløsningsaftale, da det er her, du virkelig kan spare penge ved at vælge rigtigt. Nedenfor har vi opstillet en tabel, så du kan se, hvad en gennemsnitlig forskel på 0,5% i det procentuelle transaktionsgebyr betyder. Eksemplet her tager udgangspunkt i den simpleste opsætning i en restaurant med én kasseterminal og en omsætning på beskedne 300.000 kr. om måneden.

Forventet omsætning med betalingskort

DKK 300.000

Procentuel transaktionsomkostning

1,80%

Månedlig omkostning

DKK 5.400

Forventet omsætning med betalingskort

DKK 300.000

Procentuel transaktionsomkostning

1,30%

Månedlig omkostning

DKK 3.900

Forventet omsætning med betalingskort

DKK 300.000

Procentuel transaktionsomkostning

0,80%

Månedlig omkostning

DKK 2.400

Dermed kan der spares 1.500 kr. om måneden selv ved den simpleste opsætning og en meget beskeden omsætning. Har du en højere omsætning, så er der selvfølgelig endnu flere penge at spare. Derfor er der god grund til at være opmærksom på, hvor højt det procentuelle transaktionsgebyr er, da det hurtigt kan blive noget dyrere i forhold til at betale en højere månedlig ydelse for POS-abonnementet og en højere engangspris – og så tilsvarende have et lavt indløsningsgebyr.

Forskellige indløsningspriser for forskellige betalingskort

Størrelsen på transaktionsafgifterne varierer – udover imellem indløsere – også imellem korttyper. Eksempelvis er der forskel på, hvad det koster at indløse transaktioner foretaget med Dankort i forhold til transaktioner foretaget med et udenlandsk kort som f.eks. Visa, Mastercard, Diners Club og American Express. I udgangspunktet er en indløsningsaftale på Dankort den billigste løsning og en indløsningsaftale på udenlandske kort den dyreste. Ønsker du mulighed for at tage betaling via MobilePay, kan det også lade sig gøre, men der skal du have en separat indløsningsaftale. 

Hvordan anskaffer jeg en indløsningsaftale?

Der er tre måder, hvorpå du kan anskaffe en indløsningsaftale. Her er der dog nogle helt specifikke områder, hvor du skal være opmærksom, som vi her vil gennemgå. Der er nemlig forskellige muligheder alt efter hvilken POS-leverandør, du vælger, da de tjener penge på forskellig vis.

Tvungen indløsningsaftale

Den første måde, hvorpå du kan anskaffe en indløsningsaftale er ved at vælge en POS-leverandør, der har en fastsat indløsningsaftale, som du skal vælge, hvis du ønsker at være kunde. Denne løsning indeholder typisk en relativt dyr indløsningspris på dine transaktioner, men omvendt er der så typisk lave omkostninger på både soft- og hardware, og det er derfor en afvejning, du må lave. 

Vores erfaring er dog, at denne model i udgangspunktet er til glæde for mindre og især nystartede restaurationer, der er usikre på størrelsen af omsætningen eller ikke ønsker for høje etableringsomkostninger. Det kan dog blive en dyr løsning, hvis du vælger denne model, da der vil blive indkrævet højere transaktionsgebyrer pr. transaktion, end hvis du selv forhandlede dig frem til en indløsningsaftale direkte med en indløser. 

Anskaffelse af indløsningsaftale på egen hånd

Hvis du vælger en POS-leverandør, der ikke har en fastsat indløsningsaftale, har du mulighed for selv at anskaffe en indløsningsaftale direkte hos indløseren. Her kan der være mange penge at spare, da du ikke betaler et uhensigtsmæssigt ekstragebyr for formidlingen af en indløsningsaftale, som du skal vælge. Det kan dog godt virke som en uoverskuelig proces for mange restauratører, og derfor findes der også en tredje måde, hvorpå du kan anskaffe din indløsningsaftale.

Valgfri indløsningsaftale via POS-leverandør

Nogle POS-leverandører tilbyder deres egne valgfrie indløsningsaftaler, hvor der ikke indkræves et ekstragebyr for formidlingen af aftalen. Fordelen ved at vælge en POS-leverandør med egen valgfri indløsningsaftale er naturligvis, at man selv slipper for at sætte sig yderligere ind i sagen og trygt overlader det til POS-leverandøren. I nogle tilfælde har POS-leverandøren også en aftale med en eller to indløsere, hvor prisen på indløsningen er billigere end den aftale, du selv kan anskaffe. Dog kan det her i sjældne tilfælde forekomme, at POS-udbyderen ikke har en aftale med sin indløser, der omhandler alle de korttyper, du ønsker at kunne tage imod. 

Ved denne løsning vil der typisk være højere omkostninger forbundet med indkøb af hardware og brug af software end ved førstnævnte måde, men omvendt kan der opnås nogle lavere transaktionsgebyrer, der i sidste ende gør det til en bedre løsning. 

Tvungen indløsningsaftale

Fordele:

  • POS-udbyder klarer det hele
  • Lave etableringsomkostninger

Ulemper:

  • Høje transaktionsgebyrer
  • Du kan risikere, at der ikke tilbydes indløsning til alle ønskede korttyper

Egen indløsningsaftale

Fordele:

  • Lave transaktionsgebyrer

Ulemper:

  • Du skal gøre alt arbejdet selv

Valgfri indløsningsaftale

Fordele:

  • POS-udbyder klarer det hele
  • Lave transaktionsgebyrer

Ulemper:

  • Højere etableringsomkostninger
  • Du kan risikere, at der ikke tilbydes indløsning til alle ønskede korttyper

Vores anbefaling

Hvis du ikke vælger en POS-udbyder, der har tvungen indløsningsaftale, er vores anbefaling, at du først finder ud af, hvilke betalingskorttyper du forventer at modtage og hvor stor volumen du forventer for hver korttype. Derefter kan du – hvis du selv ønsker at anskaffe en aftale – indhente tilbud fra de indløsere, der opfylder dine behov. Til sidst kan de samlede omkostninger sammenlignes og den bedste løsning kan vælges. 

Vi anbefaler dog altid, at du også hører din POS-leverandør om, hvilke muligheder de har for at formidle en god indløsningsaftale. På den måde er du altid sikret den bedst mulige aftale for dig og din restauration. Til sidst anbefales det, at du en gang om året reviderer, om du har den optimale indløsningsaftale, eller om der skal genforhandles eller skiftes indløser.